[Omkvæd]

Og vi fik ikk’ engang givet dig et navn

Og vi fik ikk’ engang givet dig et navn

Og vi fik ikk’ engang givet dig et navn

[Vers]

Mørket sænkes over Vesterbro

Vinden blæser og bussen blinker ind til siden, håbløshed er næste stop

Vi har netop sagt farvel, vi fik aldrig sagt goddag

Før du, trak det korte strå og pludselig takkede af

Der’ regn I vente af den salteste slags

Alt er fortabt, tingene faldt ikk’ I hak

Tilbage til start igen

Og jeg blev kaldt ”papa Pac”, nu’ jeg kun Pac igen

Pakker vreden inde I mig selv mens jeg vakler hjem

Det varer længe før de er fortrængt og bliver’ glemt

Jeg forstå ikk’ man ka’ savne en man aldrig har kendt

Kender kun følelsen, nu ved jeg hvorn’ verden er skabt

Kendte ikk’ til kønnet, kendte kun til kærligheden kraft

Til det værk man har skabt

Der’ indebrændt vrede

Vender mig til tanken om hvordan du blir’ en knækket gren på stamtræet

Og der’ langt at vade, skridtene er tunge

Det gør pisseondt at se der’ ikk’ er mere håb på kistebunden

Egentlig har vi jo ikk’ mistet nogen

Men vores nye verdensbillede krakelerede på et splitsekund

Og hun græder af den simple grund hun lider

Og hendes hul I maven fylds op med frygt og ventetider

Livet det går videre, selvom tiden den står stille

Her er der ingen dåbsattest, intet nyt, ingen lille mer’

Alt der smukt er væk, livet skyllet ud

Du sku’ ha’ været vores barn men du endte I en pøl af blod

[Omkvæd]

Og vi fik ikk’ engang givet dig et navn

Og vi fik ikk’ engang givet dig et navn

Og vi fik ikk’ engang givet dig et navn

[Outro]

Nej vi fik ikk’ engang givet dig et navn

Nej vi fik ikk’ engang givet dig et navn

Nej vi fik ikk’ engang givet dig et navn

Nej vi fik ikk’ engang givet dig et navn

Nej vi fik ikk’ engang givet dig et navn