Det starter som en svag fornemmelse af at noget er forkert

Din radar registrerer hændelsen uden at forstå hvad der sker

Snart er du tilbage I væmmelsen men håber på mer'

Det klart at alt I mennesket sortner når det ser

Selvværdet skrumpe og ser sindet gi op

Du håber du en dag blir' klippet og du finder et job

Men du jo bare et menneske og det ved du jo godt

Men det betyder ikke dit selvhad nogensinde vil stop

Passiv forbruger, pilleglas & pasta skruer

Der repeterende rammer hovedet som kinesisk vandtortur

For selvom det gør ondt at slå kraniet mod en pansret mur

Kan du godt opgive jagten på din cancer kur

For du ik døende du levende, og det det der gør ondt

Vi doper os resistente selv når det ikke er sundt

Til vi er passive zombier der nikker helt stumt

Og kun har sex når vi ser andre kører pikken I bund

Kærlighed og apati, forbundet I en tynd tråd

Indtil vi opløser den I vores egen syndflod

Så vi slutter ting nærmest før vi begyndt på et

Og betaler med håbløshedens møntfod

Realitetsallergi, foretrækker placebo

Har ingen kræfter tilbage, vi er bare I gang med en kemo

Så livsglæden forsvinder og det samme gør dit ego

Til Tokio Hotel peger og sir ham der er emo

Vi gemmer os I pixels I et computerprogram

Føler os kun tilpasse når vi er fulde og lam

Hvorfor mødes med dine venner og suge et gram

Når du burde stå frem og sig du har brug for et kram

Vi degenerer vores sjæl og slår kroppen Ihjel

Misantroper med tomrum som rollemodel

Du har noget på hjerte motherfucker fortæl

Men det nærmeste er den dag du synes godt om dig selv