[Vers 1: Mund De Carlo]

Vi kommer ikke til verden lige heldige

Nogen fødes direkte i en kasse smidt væk i

En bunke af rustne søm, ville selv give

Alt for ikke at være så ignoreret som jeg har set min ven blive

Urimelig mange krav livet stiller til ham

Vedvarende angst for ikke at forlange for meget af andre

Behandler ham som en fremmed race

Alle har lige noget der skal klares

Når han spørger om han skal spytte 16 bars

Med rygraden som risiko

De fleste dage siger de han skal pisse af hvis ikke han vil blive pisset på

Så han går tilbage i buret

Håber der er nogen på den anden side af telefonen eller tastaturet

Men ingen siger noget og det siger en hel del

Han trækker på smilebåndet og det ene ben og sætter sig for at skrive rim

Nogen burde sætte dem tilbage på skolebænken

Fortælle dem om den medmenneskelighed vi ikke fik ind med modermælken

Tror han ikke forstod pointen men hvis ikke han vidste besked om sin tilværelse hvordan kom han så

Overhovedet igennem den?

En mester i tålmodig venten, men hvis man venter forgæves mister selv en mester sit mod i længden

[Omkvæd]

Tvivler på du kender min ven

For folk vender ryggen til hvor end han går hen

Igen og igen - så han fletter sin pen

Og skriver sin historie om nu hvor han har papir på at han er anderledes

Tvivler på du kender min ven

For folk lader ham ikke tænke for sig selv

Igen og igen - så han skriver sin historie om for han har papir på han er anderledes - og nu fortæller jeg den

[Vers 2: Mund De Carlo]

Første gang vi mødtes var jeg rystet

Som om han var smidt i vasken på for mange grader, ødelagt og krympet

Anspændt, indadvendt, ulykkelig langt fra tryghed

Skulle skubbe til ham før hans hage den løftede sig fra brystet

Et lille lam forvirret, skræmt

Man lærer at dukke hovedet når man løber panden mod muren for hundredetiende gang

Han stod og kiggede lang tid på mig som om at han skulle nives i armen

For at kunne tro på at vi var i det sammen

Musikken tvang livsgnisten frem inde i ham

Byggede sig selv op gennem sine sange

Mens andre lod deres egoer og pinde brænde

Skulle han kun bruge et par ører der ikke var hans for at kunne høre sig selv midt i larmen

Kunne være en inspirationskilde

Men forholdet det dør hvis der ikke er modspil

Vil de virkelig udstille ham sådan skal det i det mindste være med en flot

Ramme omkring og et par pæne ord til

[Omkvæd]

[Vers 3: Mund De Carlo]

Længe vidste han ikke hvordan det kunne være gået til

At han ikke var en del af noget, og ikke havde nogen at dele noget med

Så dag for dag samlede han trådene

Nu han bevidst om sit liv, men skræmt over at have forstået det

Og han er endda en af de heldige

Der har fundet en udtryksform hvor han kan finde sig selv i

Det har skabt en ro i ham, han skal nok klare den

Jeg er mere bekymret for alle dem der føler sig for gode til ham

For mig er han symbolet på man kan hvad man vil

Uanset hvem man er og hvad man er til

Han er en fuckfinger til dem der siger rappen er spild

Vi må kunne finde plads til at rumme hinanden, selvom verden er lille

Og det skal ske nu for jeg ved at du ville kede dig

Hvis nu hver en side på en rubiks kube var hvid

Her kan man ikke bare sætte sig på Google og lede

Her donerer man lidt menneskeforståelse og et minut af sin tid

Hvad hvis man selv var født ind i en kasse og ingen gad at åbne op, så man kunne få lidt luft og plads og

Have en chance for at blive klar i hovedet?

Og det her er kun en brøkdel af hans historie, I får lov til selv at regne resten ud