[Vers 1]

Lukas er en lille spinkel og rimelig bleg knægt

Så i skolegården er der ikke ret meget respekt

Men inderst inde er folk lidt bange for hans intellekt

Vist specielt når han snakker om sit rumfartsprojekt

Og siger at der nu virkelig ikke kan være ret lang tid før han rejser væk

Men selvom han prøver at overbevise klassen om at det passer

Fniser klassen, spasser la' være at fortælle røvere

Trist og bedrøvet slentrer han hjem igen

For at stå foran spejlet og afprøve alle de filosofiske argumenters pointer

Tænker konstant over de mest komplekse emner

Hvis det bare er processer i hjernecentre der afgør hvordan vi handler

Så er friheden vel kun en illusion vi mennesker vælger at tro på

For at gøre tilværelsens vanvid en smule nemmere

Arven og miljøet, barndommen og DNA'en former personligheden som i sidste ende bestemmer hvilke valg vi tager

Det' alt fra hvornår vi står op til hvilket job, hvad vi spiser, hvordan vi spiser, hvad vi tænker på imens og hvornår vi griner

Hvad vi køber, hvem vi elsker, det samme gælder for vores forældre og deres forældre

Alle er fanget af ufrivillige skæbner, det er som ubrydelige lænker

Men den ligning har konsekvenser

For hvis vi er forudprogrammerede biologiske maskiner er begreberne det gode og det onde opspind

Voldsmanden med tolv voldsdomme er i princippet uskyldig for hans handlinger står skrevet i kortene på forhånd

Disse tanker tryllebinder Lukas ligesom trolddom, ret voldsomt

En tirsdag morgen i Kristendom Fru Jerikov står og taler lidt som når præsten prædiker

Lukas forestiller sig kateteret som alteret

Og klassen som sognebørn, der ikke ved hvorfor de modtager nadver

Hun spørger hvordan er Gud beskrevet i det nye testamente

Der er kun én finger der ryger i vejret, og den er skræmmende uventet

Det er ham den stille Lukas med de døde pupiller, men nu er de pludselig tændte

Klassekammeraterne bliver lidt nervøse og spændte

Han rømmer sin spæde stemme og trækker vejret tungt

Fremstammer et par ord men stopper, som om den røde tråd pludselig forsvandt

Ned i bevidsthedens dyb, igen iblandt pubertetskvaler og citater fra Emmanuel Kant

Men som et lyn fra en klar himmel finder fisken tilbage til tungen

Mange års tanker tænkt på loftet derhjemme nu på vej ud af munden

Han føler sig vægtløs og ligegyldig, glemmer tid og rum

Lukker den stille visken ud og starter fra bunden

"De såkaldte hellige skrifter er skrevet af mennesker og mennesker er fejlbarlige

Drevet af interesser, drevet af længsler, så Biblen er usand, fiktion, i stil med Ghostbusters

Det primitive uendeligt lille menneske er ikke skabt til at forstå kosmos

Men det vi aldrig kan forstå må vi forstå i princippet er forståeligt

Ikke tåbeligt, ikke uopnåeligt, Gud han er ikke en løgn, men et fysisk væsen

Et fysisk sted og den der finder det slipper menneskeheden fri og snyder skæbnen

Jeg har bygget et rumskib, det smukkeste, prægtigste, kraftigste nogensinde

Og tiden den er snart inde til at forlade atmosfæren, solsystemet, mælkevejen og søge mod fjerne galakser

For til sidst at finde universets ende

Åbne porten og gå ind, blive blændet af lyset

Og efter skikkelsen af ham der skabte alt bliver klar for mine øjne

Vil jeg starte med at konfrontere ham med et simpelt 'hvorfor?'"

[Vers 2]

De hedder Maria og Peter, begge unge i perioden hvor man besatte universiteter og røg lidt pot på kollegier

Lenin på væggen, alle de rigtige meninger, ligestilling, antiracisme og andre af socialismens juveler

De mødte hinanden på Roskilde, i Peters nabolejr sad Maria sammen med gymnasietøserne og slammede bajere

Peter sad med drengene og rullede op i cones, for man skulle da være stoned, når man sku' høre Stones

Først var det fuldemandssnakken, der skabte kontakten, en fredag aften lå de sammen og talte lidt om løst og fast på bakken

De grinede, de hævede stemmen, det var intenst, gnisten var speciel og pludselig blev den seksuel

Så Peter han tog Maria i søen, hun fik sin orgasme i måneskinnet, så nu smiler hun når hun åbner mindet

De fik et middelklasseforstadshjem sammen, fælles bekendte, to biler, kat og en søn de kaldte Lukas

Nu regner det, de sidder sammen på skolen og venter, ved begge hvad hinanden tænker, fryser begge sine hænder

Kulden spreder sig til alle lemmer da Fru Jerikov åbner døren, byder dem ind og be'r dem om at sætte sig til rette

Hun skænker dem lidt kaffe, dropper den overfladiske sniksnak og begynder med det samme

"Jeg er ked af det men det er ikke blevet bedre siden sidst

Det er nærmest blevet værre med Lukas, det' så trist

Jeg bliver nødt til at være ærlig, jeg er blevet pessimist

For han fungerer næsten dårligere socialt for hver dag der går

Og jeg forstår virkelig stadig ikke kernen i hans mindreværd

Han er jo unormalt begavet, ja klogere end de fleste lærere

Men det er umuligt at trænge igennem hans indadvendthed

Skolepsykologen var optimist, men det var vidst en del sværere end forventet

Han åbner kun op når emnet er Himlen og Helvedet, essensen af mennesket og Jesus i Templet

Det mest alvorlige er at rumrejsehistorien bliver ved

Han får stadig sværere ved at skelne mellem fantasi og virkelighed

Han har altid været en ener, men vi fra skolens side mener at hans symptomer rækker langt udover teenageproblemer

Kære Maria og Peter, det gør ondt, men den sparsomme hjælp vi kan tilbyde fra skolen er ikke det rigtige for jeres søn

Vi anbefaler en undersøgelse på psykiatrisk hospital

Lad os tage det i opløbet før det ender galt"

[Vers 3]

Psykiatrisk Hospital, en borg af solid beton

Hvor mange mennesker går op og ned af de lange hvidmalede gange

Der er fyldt med rolige malerier på væggene

For eksempel af et æbletræ på græsplænen en forårsdag

Den ene hører stemmer i det fjerne, den anden skærer i sig selv

Den tredje føler der er orme i hjernen, den fjerde snakker jævnligt med sin afdøde kæreste

Den femte sidder på sit værelse og arbejder på en hemmelig plan for at redde verden

På tredje sal sidder Maria og Peter, Peter stirrer tomt ind i væggen, Maria er grådkvalt

Der er noget fundamentalt galt, det ved de alle tre

Psykiateren kigger op fra sine notater med et blik der signalerer at han vægter ordene grundigt før han taler

Efter en kunstpause går han lige til sagen:

"Konklusionen er desværre som frygtet, Lukas er skizofren

Så han bliver aldrig det man i gængse termer kalder normal

Men hvis I følger hospitalets plan, kan han få en hverdag

Han må indlægges permanent her på stedet til psykosen er drevet af

Vi har en seng ledig om et par dage

Indtil da bliver det altafgørende at han får sin medicin, det bli'r en kamp

Så det er vigtigt I fokuserer og væbner jer med lidt selvdisciplin

Der bliver gjort betragtelige fremskridt indenfor medicinalindustrien hele tiden" og så videre

Seks minutter senere, ind i bilen, Peter ved rettet, Maria forgrædt ved ruden

Betragter landevejen der bli'r til motorvej, der bli'r til indkørslen ved deres parcelhus

Med had i hjertet ser hun drømmen er blevet knust

Drømmen om at blive en bedre forælder end den mor hun selv havde

Med en mand der vil kæmpe for hende og elsker hende

Drømmen om familien, kærligheden og ønskebørnene forstærket på fødegangen første gang hun så sin søn i øjnene

Men alt det er så langt væk nu, en indre stemme lyder "Maria du er en fiasko"

Og giver ekko igen og igen og blander sig med lyden af regn der siler ned

Peter han åbner hovedøren og spørger "Skat, vil du ikk' med?"

Frustreret over at han virker så fandens ligeglad skubber hun ham så hårdt hun kan i brystkassen og råber

"Sig mig fatter du overhovedet hvad der er sket Peter?

Det her det er ikke et af de problemer, hvor du bare kan tænde dit TV og vente på at der kommer bedre dage

Vente på at solen den pludselig skinner igen og træerne springer ud og alt bli'r glemt den dag

Det er slut nu. Alt er ligegyldigt nu, forstår du det?

Det er på tide at vågne op fra dit drømmeland og føle dig skyldig nu

Ja, jeg håber du fryser nu, jeg håber du prøver at forestille dig hvad vi andre har gået og tænkt på

Hvornår var du egentlig til stede? Hvor var du henne de gange Lukas ringede fordi han var blevet stoppet, mobbet, misforstået og grinet af?

Og hvor var du henne mentalt de gange vi sad og spiste og han sagde noget med at ansigtet kun er masken vi gemmer os bag

Men at den ryger af, så Gud kan se os på den sidste dag?

Jeg har hele tiden sagt at det her ku' ende galt

Men jeg skulle jo bare tage og slappe af

Du har altid været den eneste på planeten der ikke ville se at han er unormal

Selv de gange vi læste hans stile om hvordan han ville bygge sit forbandede rumskib var du bare afslappende og smilende

Nu kan vi ligeså godt bestille en kiste

Seriøst jeg kan ikke holde til det her, det kommer til at tage livet af mig at se ham ødelagt

Se folk der ikke forstår ham være bange for ham og ikke have lyst til at snakke med ham

Peter det hele vil ramle sammen

Hvad skal vi sige til ham? Hvordan skulle jeg nogensinde kunne se min dreng i øjnene og forklare ham at han er sindssyg

Jeg har ikke lyst til at se på ham eller høre hans stemme

Det gør for ondt lige nu

Hvor er han egentlig henne?

Han sidder vel mutters alene oppe på loftet igen, dybt begravet i sine egne tanker, uden en eneste ven

Vil du ikk' nok gå derop, snakke lidt med din søn, fortælle ham hvad der sker og prøve at nå hans sind, lukke ham ind?"

Da Peter ta'r de første skridt op ad trappen bemærker han at han egentlig ikke har set loftet særlig tit

Han tænker der må være beskidt, Lukas han har det skidt, men rengøringvanvid har han sku ikk'

Trist og sammenbidt mærker han samvittigheden kalder

Han plejer at kunne lukke den ude, men lige nu er det vaskeligt

Fødderne rammer et trappetrin ad gangen, vejen derop er lang

Han ser et foto på væggen hvor Lukas og ham de sidder sammen

Lige der bliver han bange, han får et dybt sug ned i maven og en følelse af at han pludselig forstår

Hvor lidt han forstår af hvordan det hele er skruet sammen

Det får ham til at føle sig som et skræmt hjælpeløst barn

Han må have fejlet men hvordan og hvornår?

Var det ting han sagde eller ting han ikke fik sagt de gange han var begravet i arbejde

Han har altid set sin dreng som lidt af en særling, men tænkt at det nok ville ændre sig når han blev ældre

Hørte han virkelig efter?

Det sidste trin bliver taget, Peter prøver at slappe af i sit ansigt for at kreere en facade

Han bliver nødt til at være den voksne fortæller han til sig selv, mens han kigger på egetræsdøren der fører ind til loftet

Paralyseret som om lemmerne er frosne, synes han mærker at Lukas er til stede lige i nærheden

Trækker vejret, tager sig sammen, åbner døren

Det han ser det nulstiller hans sjæl

Han ser et rumskib, kæmpestort og kongeligt står det i al sin pragt

Udsmykket med et inferno af blinkende farver

Loftet er enormt meget større end han troede

Blodet det fyrer rundt i hovedet, han håber hjernen bedrager

Men så ser han Lukas iført en sølvgrå dragt med en matchende hjelm i hans favn

Han tager den på, går ind i skibet, motoren starter "Jeg lover jeg finder ham!" når han at råbe

Inden eksplosionen raser, taget åbner sig

Alt bliver lyst og han er borte i det fjerne