Vinden tager sejl i sinde

Uden mast ens mænd at finde

Sorten sø, hviden tind

Lukker dødens mørke ind

Møen står på morgenfjelde

Ser det skib i alt sin vælde

Kalder ham hjem, kalder ham hjem

Måger kredser, favner dem

Svøb ham i linned, kast ham i jord

Springer ned af skrænter stejle

Morgensol og vand der spejle

Over gærdet hjertet rinder

Tårer fra de tørre kinder

Og de gamle tandløse munde

Sønnerne på vej i stunde

Ung og olding ved bolværk venter

Mens i stilhed kredser glenter

Svøb ham i linned, kast ham i jord

Tovet kastes, ingen griber

Stilhed piner, rotter piber

Mørke kroppe vidner bod

Og kun færten tager imod

I den storstue ligger han

Møens kommende fæstemand

Sorgen er så svær at favne

Hist derude kredser ravne

Svøb ham i linned, kast ham i jord