I horisonten brænder ilden højt mod himlen

Bag hende brændte lig begraves

På sin færd hun husker Arngrims ord

Mens blad og kvist mod hende slår

Ser du døden komme nærmere i natten

Vores tid er snart til ende hvis gerning ej gøres

Frænders vid overvindes med løgn hvis sandheds ord ej høres

I falskt ham velkommen vindes

Indefra må folkets råd rives og nidskab nedbringes

Ved egen hånd hun sine klæder rev itu for sindets syn at snyde

Sår hun i sig skar med klinge kold for overbevisning a yde

Tårefuldt afsked tages og lang rejse dages

Håbet i hende bor om igen sit barn at se

Et skyggespil derfor må drives

Ved skovbryn hun standser

En sidste tanke tænker

På frænder, fortid og tab

Beslutningen hun tager

Sænker blikket og sin skæbne går i møde